Det var simpelthen en smadder hyggelig dag med familien. Så her kommer der et indlæg om Æblernes dag på Møn den 20 oktober 2018! Min familie og jeg havde længe ville opleve denne dag. Men vi havde aldrig været på ferie på Møn om efteråret før. Nu var muligheden der endelig, for at få et par dage til vores yndlings ø i oktober. Så nu tog vi til en fest der hylder den spiselige danske juvel. Vi elsker æbler, især holder jeg af at bage tærter med æbler. Denne dag var der rig mulighed for at finde spændende nye ingredienser, og udvide sit kendskab til æbles univers.
Der var mange spændende boder med æbler; både cider, eddike, marmelade, snaps osv. Selv købte jeg lidt økologisk æbleeddike,. Min kæreste var så sød at købe lidt æblejuice og en mjød, så vi kunne få lidt lækkert fra Møn, når vi sad hjemme i lejligheden og længdes herned. Mine forældre fik købt lidt æblegløg som de ville gemme til jul. Der var også meget mad, og vi faldt blandt andet over flødeboller med æblesmag, som vi skulle prøve. Men det bedste var nok pandekageboden, til trods for at de ikke havde noget æbleorienteret. En lille æblekompot med vanilieis til pandekagen lød ellers godt i mine øre. Der var også masser af slikpinde og kandiserede æbler – som min mor elsker – men desværre besluttede vi os for først at købe nogen, når vi skulle hjem, og der var de udsolgt.
Der var også planlagt en del indslag. Det bedste var nok, at de havde fået en æblesortsekspert til at sætte en bod op, hvor man kunne komme og få sortbestemt sit æble. Min far har et gammelt æbletræ, som han fik af sin morfar. Men han fik aldrig af vide hvilken slags æbletræ det var. Nu er der gået svamp i træet, så han var bange for at miste sin morfars gode æbler. Men efter en halv time i kø, tog eksperten et kig på æblerne og sagde så “det er Spartan æbler (Malus domestica), en helt almindelig art”. Ej hvor vi følte os dumme. For hun brugte meget lang tid på de fleste af æblerne. Men nu vidste vi, hvad oldefars æbler hed. Så kunne vi altid finde et nyt æbletræ. Der var også en ekspert i podning som holdt en præsentation af, hvordan man poder æbletræer. Det var nu ret interessant. Det skal jeg prøve, når jeg en dag får min have.
Så kom vi til frokost tid, og vi valgte at holde pause i en lille gårdhave nede af Rådhusgaden. For her havde nogen sat en omgang “skyd æblet af hoved” op. Hvor man med en bue og pil skulle få æblet af en mannequins hoved. Det brugte vi lidt tid på, og så spiste vi lidt frokost på en cafe. Desværre var personalet stresset og ikke ret venligt. Så det var ikke dagens bedste oplevelse. Bagefter gik vi ned langs sidegaderne i byen, og fladt til min store fornøjelse over en lille gårdhave proppet med Gråspurve (Passer domesticus). Herefter kørte vi tilbage til sommerhuset for at få et hvil. Planen var at spise på Møns Bryghus om aftenen. Desværre fik vi ikke reserveret bord, så da vi mødte op, var alt optaget. Vi endte med at bestille pizzaer i stedet, og nød så den smukke solnedgang over Stege. Hold op det var flot. Vi glæder os til næste tur til Stege, og næste gang reservere vi bord! 🙂