Lad jer ikke narre af det fjollede navn, dette sted er en oplevelse værd! Jeg har været her før en del gange, for omgivelserne er smukke. Desværre har mange cyklister, hundeluftere, løbere og rollespillere erfaret det samme. Derfor anbefaler jeg ikke at man tager herud i aftentimerne eller weekenden. Tag herud en formiddag på en hverdag – så er her mere roligt og du får set flere dyr. Jeg valgte at holde ved nærmeste p-plads, og jeg gik derefter en tur ned af bakken over broen til det nu udtørrede vandspejl. Den er kun vandfyldt i våde perioder. Der er helt stille, ikke engang en fugl synger. Vinden i træerne er det eneste der bryder tavsheden, og så bogen der falder fra bøgetræerne omkring mig – og på mig. Det er behageligt at gå for sig selv langs stien kaldet “tre hjortes sti”.
Efter en hurtig impulsiv tur til Djævlemosen for at tjekke vandstanden i åen – den var nul – blev stilheden afbrudt af Munk (Sylvia atricapilla), Løvsanger (Phylloscopus trochilus), Solsort (Turdus merula) og Duer (Columbidae sp.). Det var dejligt! Turen fortsatte tilbage til destinationen Store Brænteljung. Det er vist nok det mærkeligste navn jeg har hørt til en sø, men så kan man jo vende det om og sige, det er også det mest originale. Man er ikke i tvivl om hvilken sø der tales om. Jeg ankommer fra Nordsiden, det foretrækker jeg. Det er først da man gå gennem granerne og den kommende Juls pynt, bestående af nedfaldende grankogler, at man ser de første glimt af søen. En Fiskehejre (Ardea cinerea) ser mig komme, og den lunter stille væk. Allerede nu kan jeg se det foruroligende resultat af den hårde sommer – vandet er nærmest helt væk. Den utrygge Fiskehejre fortsætter med at bevæge sig væk fra mig, mens jeg får mig et overblik. Der kan ikke være mange fisk tilbage, og der er hele tre fiskehejre der holder til her. Sommeren har ikke været god for dem.
Kort efter bliver jeg helt forskrækket, da en sno viser sig i vandkanten. Den bliver mindst ligeså forskrækket og tager flugten over vandet til den modsatte bred – det er første gang jeg ser en sno svømme, hvilken sjov oplevelse. Jeg følger den med blikket til den er kommet i land. Dernæst ser jeg en fugl på himlen, i første omgang håber jeg det er noget spændende, det viser sig at være en due, men den lod mig da tage nogle gode billeder, mens den landede i det højeste udgåede elmetræ i søen. Jeg kigger nærmere på vandstanden. Den er fladet mindst en meter. Her på Sjælland er åer og søer meget afhængige af det vand der kommer fra oven, ikke som i Jylland hvor de har mange kildespring. For søen og dens dyrelivs skyld håber jeg på at der snart kommer masser af regn.
Min tur fortsætter rundt langs søen, hvor jeg deler min oplevelse med en lokal pensionist, han er mindst lige så foruroliget over den lave vandstand. Han har boet tæt ved i 30 år, og aldrig oplevet noget lignende. Efter snakken fortsætter jeg videre, og rundt om det Vestlige hjørne af søen kommer jeg til den del, hvor der ligger en lille eng. Her mødes jeg af mange insekter: Kålsommerfugle, fluer, myg, en skovskarnbasse, guldsmede (særligt er en meget fotogen), og et mærkeligt årevinget insekt. Herefter går jeg videre ud over engen, mens den lille guldsmed følger efter – den må kunne lide kameraret.
Efter et par forskrækkelser af dådyr der hopper ud af buskadser, kommer jeg til den del østlige del af søen hvor nogle døde elmetræer står – normalt i vand. Men i år er det ikke tilfældet, og det ser ikke ud til at have været tilfældet længe. Skoven er begyndt at invadere det tørlagte areal. Nye træer og især græsser skyder frem. Men så snart tørken er overstået går de ud af sig selv. Bare det er snart. Nu går turen op mod bilen igen, for nu har jeg været hele vejen rundt. Det var et blandet gensyn, men jeg vil stadig anbefale turen. Meen oplevelsen er bedst, når vejret engang bliver gavmildt igen, så vent på regnen. Vil du se flere billeder fra turen, kan de findes i portfoliet.
