Beskyttelse af Svalehale

Papilio machaon (Linnaeus, 1758)

Svalehales kendetegn

Svalehale er uden tvivl en af de smukkeste arter vi har haft i Danmark. Navnet stammer fra artens to “haler” på bagvingerne, som drejer tankerne i retning af en svale. Dens vingefang er omkring 8 cm, men kan variere en del. Svalehale har en markant gul krop og sorte aftegninger. Den ligner ingen andre sommerfugle vi har (haft) i DK. Det er sjovt, at evolution har ført til at de Skandinaviske individer er mørkere i den gule farve end dem længere sydpå i Europa. Så når vi idag får strejfere fra Tyskland på besøg, er der en mulighed for at, vi kan se individer der er lysere, end dem vi havde dengang arten ynglede her. Farven kan således variere fra hvidgul til den sjældnere kanariegule farve. Der kan faktisk helt sjælden findes helt sorte svalehaler! Der sker i England, men denne form er aldrig dokumenteret i DK. Arten er som nævnt uddød i Danmark, men forvaltning er stadig relevant, for den kan komme tilbage – og så skal vi være klar!

Udbredelse før Svalehales uddøen anno 1978

Svalehale er uddød som ynglende i Danmark (anno 1978) og den er i løbet af det seneste århundrede gået voldsomt tilbage i Nordeuropa. Grunden er primært den intensive opdyrkning af landbrugsområder og dræning af moser. Skræmmende er dens udryddelse, da Svalehale kunne findes på mange faste og midlertidige lokaliteter indtil 1950’erne. Beskrivelser fra Nordens Dagsommerfugle i farver af T.W. Langer, fortæller at Svalehale var hyppig flere steder i Jylland, og generelt udbredt i hele Danmark. Den fandtes således både på Anholt og Møn. I Jylland fandtes der bestande ved Tim, Ringkøbing, Thorsager, Herning, Brørup, Frøslev og Filsø. På Fyn fandtes den ved Uggerslev, Brathetrolleborg, Galgebakken ved Ringe og Fåborg. På Sjælland havde den flere midlertidige ynglesteder fx Tisvilde, Ravnsholt, Frederiksværk, Frederikssund, Rungsted, Farum, Lyngby mose, Gentofte mose (sø) Solrød, Jersie, Køge ås, Slagelse, Sorø. Fra Lolland-Falster kendtes kun få steder som Knuthenborg og Nykøbing F, og det samme med Bornholm; Dueodde, Ibsker og Gudhjem. Hyppigheden var meget vekslende, da arten havde let ved at komme omkring, og områderne allerede i starten af 1900-tallet var i tilbagegang.

Forvaltning af Svalehale (sværhedsgrad 4)

Dens sidste levested i Danmark var Filsø i Vestjylland. Da mosen blev drænet til fordel for landbruget i 70’erne, forsvandt artens sidste levested. Idag ser vi den stort set hver år som strejfer fra Mellem-østeuropa eller Sverige. Der ses som regel et par stykker. Det er en god flyver, så den kan sagtens etablere sig igen, hvis vi skaber levesteder til den. Tilbage i 1994 startede genetableringen af Filsø, og der er mulighed for at genoprette Svalehalehabitatet. Gentofte er et andet sted med gode chancer. Svalehale har i nyere tid været fløjet til området fra Sverige, og området ser da også lovende ud. Men det er nok lidt småt til arten.

Nektarplanter

Siden Svalehale ikke lever i Danmark idag, er den danske litteratur ikke særligt opdateret med hvilke planter den foretrækker som nektarplanter. Jeg har set billeder fra Sverige, hvor arten går på Rødkløver (Trifolium pratense), men mere information om, hvad arten går på i vores nabolande, må med sikkerhed kunne findes.

Lokalitetskrav

Levestederne var så vidt åbne skovmoser, pilemoser, næringsrige sumpe (laggen) omkring højmoser og enge op til større søer og vandløb med rigelige bevoksninger af store og rigtblomstrende Kær-Svovlrod-planter. Svalehale er tilknyttet enge nær moser med Kær-Svovlrod (Peucedanum palustre) og Angelik (Angelica Sylvestris). Især høst af Tagrør, ser ud til at fremme Kær-Svovlrod. Så skal arten tilbage til Filsø – er her en opfordring til et mål. Filsø er nok buddet på et sted, som i sin tid har opfyldt artens habitatskrav til UG. Her var/er der en bakke kaldet Kløvbakken, som arten brugte til “Hilltopping” en adfærd hvor sommerfugle mødes for at finde en partner på høje steder. Det var/er Svalehale især kendt for, så et højt punkt er uden tvivl vigtigt, for at få arten til at slå sig ned i DK igen. Punktet skal gerne være tæt på det område, hvor arten yngler/Kær-Svovlrod eller Angelik vokser. Åbnes Lyngby Åmose op, og høstes der tagrør igen, kunne arten godt slå sig ned her også. Det er det eneste sted på Sjælland, hvor arten ser ud til at have haft en fast bestand.

Tag på Svalehale forvaltningstur til Mellem-østeuropa/ Sverige

Forvaltning af arten bør tage udgangspunkt i de nærmeste nuværende lokaliteters forhold i Mellem-Østeuropa og Sverige. Det er der, vi vil få nye individer fra. Derfor må vi forstå de specifikke individer, som evt. vil slå sig ned og deres lokalitets præferencer (ikke alle bestande af Svalehale ønsker det samme). En studietur til Mellem-Østeuropa vil jeg derfor anbefale, til de jyske forvaltere. Mens en studietur til Sverige vil gøre gavn for de sjællandske. Forvaltning bør også indtænke de forhold, som var på den specifikke danske lokalitet (hvor vi forsøger at få arten til at slå sig ned) dengang Svalehale trivedes der.

Værtsplanter til Svalehale

Arten er som nævnt mest kendt for at benytte Kær-Svovlrod (Peucedanum palustre), som dens værtsplante her i Danmark. Men Svalehale bruger flere planter som værtsplanter:

• Almindelig Svovlrod (Peucedanum alsaticum)
• Vild Gulerod (Daucus carota) 
• Skarntyde (Conium maculatum)
• Almindelig Pimpinelle (Pimpinella saxifraga) 
• Finbladet Bjørnerod (Meum athamanticum)
• Almindelig Fennikel (Foeniculum vulgare) 
• Foldfrø (Laserpitium latifoliumsom) vokser på tør mark.

Observationerne af brug af værtsplanter er fra Danmark, Tyskland og flere lande i det centrale Europa. I Sydeuropa kan man møde en nær slægtning kaldet Sydeuropæisk Svalehale (Iphiclides podalirius), som man ikke må forveksle Svalehale med, da den har andre krav til sin lokalitet og næppe kommer til Danmark.

Hvis man ønsker mere viden om Svalehale, vil jeg anbefale Den Danske Natur, Lepidoptera.dk eller T. W. Langer “Nordens Dagsommerfugle i farver”. Hvis I vil læse om andre danske dagsommerfugle, som vi har mistet, men måske kan få tilbage. Så har jeg skrevet om Terningsommerfugl, men det kræver en meget målrettet international forvaltning, at få denne tilbage.