Tilberedning: 45 minutter. Samlet: 2 timer.
En perfekt snack til udflugter! Når man skal lave en picnic, så er der tre ting der er vigtige omkring maden. Den skal være nem at transportere, nem at spise og smage mums! Pirogger passer denne beskrivelse fuldstændig både i børns og voksenes smag. Ideen om at bage et lækkert fyld ind i brød er genial, og så kan man jo forme dem, så de passer til temaet for turen. Jeg har dog valgt at vise de klassiske pirogger herunder.
Ingredienser – dejen til Pirogger
- 25 g gær
- 3 dl mælk
- 2 spsk honning
- 50 g smør, smeltet
- 1 tsk salt
- 250 g Fuldkornsmel
- 250 g hvedemel
Ingredienser – Fyldet til Pirogger
- 1 bundt forårsløg, finthakket og stegt på panden
- 1 spsk solsikkeolie
- 350 g hakket oksekød
- 4 gulerod, groftrevet
- 0,50 squash, groftrevet
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 1 tsk sød paprika
- 1 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk timian
- 140 g tomatpuré
- salt
- sort peber, friskkværnet
Pensling
1 æg
Sådan gør du
Dej
Lun mælken en lille smule til ca. 30 grader og rør gæren ud i mælken. Rør herefter honning i og tilsæt salt, smør og tilsidst hvedemel en smule af gangen. Når dejen kan æltes smidig, er den klar til at hæve. Lad den hæve under et klæde (duppet med vand) på køkkenbordet i 50 minutter.
Fyld
Kom olie og forårsløg i en gryde og sauter forårsløgene i nogle minutter ved lav-/ middelvarme og under omrøring til de er faldet sammen. Skrue op for varmen til lidt over middel, tilsæt oksekødet og brun det.
Når oksekødet er brunet, tilsættes den revet gulerod, squash og presset hvidløg, tomatpure samt spidskommen, timian og paprika. Sæt låg på og lad det simre ved lav-middel varme i 15 minutter.
Smag til med salt, peber. Er der meget vand i fyldet, er det vigtigt, at det koges væk, før man bruger det. Tag derfor låget af og skru en smule op for varmen og lad det simre nogle minutter til væden er fordampet. Nu er fyldet klar til brug.
Saml pirogger
Rul dejen ud på en bordplade godt klædt i mel, og med lidt mel på kagerullen. Når dejen er ca. 5 mm tyk, er den klar til at blive stukket ud. Jeg bruger en form, men en kop på ca. 8 cm i diameter kan gøre det. Kom en tsk fyld på midten, luk cirklen til en halvcirkel og brug en gaffel/ eller pres med fingrene for at lukke dejen sammen hele vejen rundt. Sæt de færdig samlede pirogger på en bageplade og lad dem hæve i ca. 15 – 20 minutter. Pensl med sammenpisket æg og bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 12-16 minutter, til de er smukke gyldne.
Som dessert kan man jo bage en Hindbær-Rarbarber tærte.
Pingback: Squashmuffins med appelsin- og flødeosttopping, Udflugtsmad, ildfugl.com
Pingback: Hjemmelavede müslibarer, Nemme, sunde og perfekte til vandreturen.